Rejsen starter i Krabi, hvor I skal tilbringe 4 nætter på det smukke boutiqueresort Tubkaak. Resortet ligger på en dejlig strand i en bugt omgivet af majestætiske kalkstensklipper, og I skal bo i en hyggelig hytte, der kombinerer moderne komfort og klassisk thailandsk designstil på fin vis. Glæd jer til at sippe kokosnødder fra solvognen, se solnedgange fra en bean bag, slubre spicy curries med åkander og koi-fisk under jer og suge den rolige atmosfære helt ind. Samtidig er I ikke langt væk fra neonlysene, de sydende gadekøkkener, tuktuk’erne, templerne og alt dét, det rigtige Thailand også er – Ao Nang og Krabi by er nemlig kun hhv. 20 og 30 minutters kørsel væk. Man finder næppe en mere optimal base til at opleve Thailands mange kontraster end Tubkaak Boutique.
‘Thailands sidste tilbageværende retroø’
… Sådan er Koh Jum ofte blevet beskrevet. I finder ikke mange biler, butikker, neonlys og fester her. I stedet får I de optimale betingelser for at finde ro under et palmetræ til lyden af bølgeskvulp, når I checker ind på Koh Jum Beach Villas. Hotellet har blot 27 villaer i størrelsen 1-5 soveværelser, som alle ligger ud til stranden, og mange har privat pool. Her vil I også mærke, hvordan ‘det originale Thailand’ stadig lever, for 90 % af personalet er fra lokalsamfundet, og villaerne er holdt i traditionel thai-stil. Langs stranden finder I lokale restauranter og barer, der inviterer til langsomme ‘sunset and a Singha-moments’. Trænger I til mere action, kan I snuppe en longtail-boat til de nærliggende øer eller snørre vandreskoene og udforske øens frodige landskab, hvor jungledyr har sin daglige gang. Måske ennda gå helt til det højeste punkt, hvor I belønnes med en fin udsigt. Dét, man gør allerbedst her, er dog at omfavne ‘the simple life’: Sænk forventninger, skuldre og tempo, og nyd, hvordan der ånder ro og fred, som ingen andre steder i landet her på paradisiske Jum. Og det bedste: Her skal I bo i en hel uge!
Vi skræddersyer rejsen præcis, som I drømmer om
Vores rejseforslag er baseret på 11 nætter, hvor I starter med 4 nætter på Tubkaak Boutique Hotel. Herfra er der først en køretur på ca. en halv time, og derefter en sejltur – også på ca. en halv time – til Koh Jum, hvor I skal tilbringe 7 nætter. Vi kan dog tilpasse rejsen helt til jeres behov, hvis I fx ønsker flere dage det ene eller det andet sted.
Ikke overraskende er både Koh Jum Beach Villas og Tubkaak Boutique populære og tit booket langt ud i fremtiden. Så her skal I ofte være ude i god tid. Alle villaerne på Koh Jum er i øvrigt meget forskellige, så lad os sammen finde ud af, hvilken der er bedst til jer.
Skal I nå at opleve det bedste af Thailand i sin mest charmerende og originale form uden at gå på kompromis med komforten? Tag med os sydpå til Andamanhavet og Thailand, som det var engang.





















