Liv, madglade dage og laber hotelæstetik på verdens bedste ø
Fra Danmark sætter i kursen mod Athen. Herfra venter en ultrakort flyvetur på ca. en halv time til Kykladerne og første ø-hop-stop: Paros – øen, der i 2025 er blevet kåret til verdens bedste ø (så et godt råd herfra: Oplev den hellere nu end om 10 år – den bliver ikke mindre populær). Paros er den mest livlige af øerne, I skal besøge, og der venter en imponerende restaurantscene i de små stræder med kalkstenshuse, som bougainvilleatræerne kaster sine skygger over i hovedbyen Naousa. Vi indkvarterer jer ca. 10 minutters kørsel herfra på fredsperlen Parilio. Et boutiquehotel, hvor æstetikniveauet rammer en solid 12-ud-af-10’er med delikat græsk design inden for suitevæggene og vilde bjerglandskaber fra hvert et vindue.
I har nok ikke lyst til at forlade Parilio efter tre dage, meeeen, vent nu bare og se, what’s next …
Øen, hvor vilde udsigter er mere reglen end undtagelsen
Der er en grund til, Sifnos er øen, vi anbefaler, I bruger flest dage på. Allerede ved ankomsten til havnen efter 50 minutters færgetur fra Paros, vil I forstå hvorfor (teaser intended). Og lad os bare være ærlige: Det er ikke svært at finde et hotel med dramatisk hav-bjerg-udsigt her. Til gengæld er det altid svært at finde et hotel, der samtidig tilbyder charme, sjæl og service af højeste kaliber. Men heldigvis ikke umuligt, og i gåafstand fra den hyggelige by Apollonia fandt vi Stamna. Et hotel, hvor detaljer ikke bare er detaljer, som driftes i respekt for naturen, og hvor maden tilberedes af hjemmedyrket olie fra de oliventræer, man har bevaret i deres naturlige habitat her under opførslen af hotellet. Udover vilde views byder øen på smukke bugter, 237 kirker, hikes til ethvert niveau, en stærk keramik-kulturhistorie og sit eget ’Sifnian cuisine’. Vi sørger i øvrigt også gerne for, der står en bil klar til jer – et lille Sifnos-roadtrip med arm-i-karm og græsk lokalradio på anlægget er bestemt ikke en dårlig idé her.
Laid back ø-liv og back-to-nature beach retreat
Sidste stop på jeres Kyklade-eventyr er Antiparos. En mindre, ofte overset ø, hvor der kun bor omkring 1300 mennesker. I sejler med færgen fra Sifnos retur til Paros. Og herfra hopper I på færgen til Antiparos og stiger i havn efter blot 10 minutter. Her checker I ind i en af de i alt kun 8 små strandhytter på Beach House Antiparos, der er beliggende i en hengemt lille krystalvandsbugt på den smukkeste strand. Et ophold her er en helt speciel oplevelse. Et gennemført back-to-nature-koncept for jer, der kan se idéen i at slutte det græske eventyr af med nogle dage, hvor I lever ’det simple strandliv’. Og hvis I ikke er blevet for dovne, kan I fange øens hovedby på bare 10 minutters kørsel til en hyggelig aften med græsk torvestemning, en god omgang traditionel Mezze og snakke om de kykladiske minder, der nu er gemt i jeres hjerter for evigt.
Skal næste sommerferie være én af dem, der ryger ’glimmer på og op på kaminhylden’? Så lad os skræddersy det ultimative big fat greek ø-hop til jer.










