Hideaway Beach, Maldiverne
Det er en kunst at finde uspolerede, fredfyldte hoteller, som samtidig er leveringsdygtige i generøse mængder af oplevelser, pakkede aktivitetsprogrammer for små og store globetrottere og rigeligt med ting at tage sig til. Heldigvis er det ikke umuligt. Vi skulle blot et godt stykke nordpå, nærmere bestemt op til Maldivernes Haa Alifu-atoll. Her steg vi i land på øen Dhonakulhi, hvor et helt særligt hotel breder sig over flere kilometers kridhvide sandstrande og en fascinerende turkisblå lagune – og helt elegant overlegent lever fuldt ud op til sit navn: Hideaway.
Hideaway Beach, Maldiverne
Derfor skal du rejse til Hideaway beach
ALT, HVAD I DRØMMER OM. MIDT UDE I INGENTING.
Oplevelserne starter allerede, når I stiger ombord på vandflyet, der fragter jer på en god tur ud over Det Indiske Ocean mod den totalt isolerede beliggenhed, Hideaway befinder sig på. Helt derude, hvor vandflyene vender. Dhonakulhi-øen er nemlig så remote, at den er totalt uforstyrret af båd- og flytrafik til andre hoteller.
Udover at være utroligt naturskøn, er Dhonakulhi også en relativt stor ø. Så selvom Hideaway med sine 110 suiter i Rejselyst-målestok er et af de større hoteller på vores palet, så føles det ikke sådan. For når man har i alt 297.000 kvadratmeters paradisiske omgivelser at boltre sig på, er det faktisk ret unikt, at man trods alt ikke har bygget et dobbelt så stort hotel. Så I vil opleve, at der er masser af afstand mellem villaerne og rig mulighed for at finde jeres eget private stykke sandstrand, gå på fredelig fuglespotterekspedition blandt tropiske kokospalmer og frodig beplantning eller solosnorkle over ikke bare ét, men de to husrev, der omkranser Dhonakulhi.
ET OVERFLØDIGHEDSHORN AF OPLEVELSER
Wakeboarding, windsurfing, SUP, E-surfing eller måske en tur med ungerne i det flydende vandland? Delfincruise, catamaranekskursion, solnedgangsfiskeri eller Crusoe-eventyr til en øde sandbanke? Padel, tennis, golf, crossfit, badminton, bordtennis, billard, bowling – med eller uden professionelle trænere? Daglige yogasessions, healende ritualer, ayurvediske behandlinger eller et 5-dages personligt skræddersyet spaprogram? Eller hvad med en rejse ind i den maldiviske kultur med et besøg på den nærliggende historiske ø Utheemum, der både byder på et sultanpalads, indblik i det lokale liv og en traditionel snack-tasting?
Vi tillader os altså at sige, at økuller er en selvforskyldt lidelse her på Hideaway. Og så er vi ikke engang nået til ét af hotellets helt store trækplastre – undervandsoplevelserne – endnu: Snorkl med muræne-ål, skildpadder, manta rays, småhajer, og fisk og koraller med fuld plade i farvebingo – direkte fra stranden eller jeres over water-villa. Eller kom på endnu dybere vand i Haa Alifu-atollen, der gemmer på over 30 dykkersites indenfor 60 minutters sejlads fra hotellet, hvor der bl.a. er chance for en-til-en encounters med delfiner og store skildpadder. Nybegyndere? Forestil jer lige at få jeres Open Water Certifikat på så unik en lokation i selskab med hotellets professionelle dive-team. Tilbage på øen kan I til enhver tid cruise rundt på cyklerne, der er til fri afbenyttelse, eller måske endda begive jer ud på en lille before-sundowners-joggetur rundt på øens trails? Så smager den gin/tonic altså bare lige 5 % bedre. Mange af oplevelserne på Hideaway kan skræddersyes til både at være voksen- og børnevenlige – og ellers er der altid et helt program for de mindste i Kids Club’en. Vi elsker fx aktiviteten ’plant et træ’, som man kan gøre sammen som familie som et lille bidrag til, at denne magiske plet på jordkloden forbliver lige præcis dét.
RUMMELIGE VILLAER A’LA MALDIVERNE
Hideaways villaer er … ja, store nok til at gemme sig i. De mindste værelseskategorier er på 130 m2, og alle strandvillaerne har separat living room, som vi selv synes, er en ret væsentlig feature – i hvert fald når man rejser med børn (og det gør det også muligt for hotellet at være fleksible med, hvor mange børn man kan indlogere i sin villa). Uanset om I foretrækker at bo med bølgeskvulp eller puddersand direkte under jer, så kommer jeres villa med et stort udeområde – og mange af dem også med privat pool. Vi lover jer, I kommer ikke til at mangle noget. Indretningen er traditionel Indian Ocean Style: Let, simpel og naturlig – og dekoreret med crafted artwork af kokosnøddetræ, drivtømmer og andre gode materialer, man finder helt naturligt på disse kanter. Og så opererer man ud fra devicen ‘vedligeholdelse frem for modernisering’ – netop i respekt for at bevare den maldiviske charme. På ingen måder fancy. På alle måder hyggeligt.
BARFODS-BBQ, EKSOTISK BUFFET OG BØRNENES LIVRETTER
Sulten er man sjældent her på Hideaway. Men fristet? Hele tiden. Luk øjnene, og forestil dig poolside stenovnspizzaer og ’choose-your-own-catch’ fra Hideaways Fish Market i Meeru Bar & Grill. Græske salater med råvarer direkte fra køkkenhaven og risotto med hummer direkte fra Det Indiske Ocean i den Santorini-inspirerede Sunset Pool Café. Og live cooking temaaftener i buffetrestauranten Mateefaru, der tager jer med på nye gastronomiske jordomrejser hver aften – og for børnene hedder destinationen: Livret-land. Vi sagde det: Fristende.
Desuden tilbyder Hideaway også to ‘fine dining’ restauranter, hvor man som gæst kan spise med 50 % kredit: Den prisbelønnede asiatiske restaurant Samsara, hvor den står på sashimi on ice, dampende curries og nytænkende fusionsretter, når Thailand, Indien og Japan møder hinanden under den maldiviske stjernehimmel. Og er I mere til Ribeyesteaks, friskfanget hummer og delikate champagnecocktails, så er restauranten Oasis garant for mindeværdige romatiske middage ‘Maldiverne-style.’
For os er Hideaway essensen af, hvad man tager til Maldiverne for: Det ultimative gemmested – hvor du dog ikke skal ikke lede ret længe efter magiske niv-mig-i-armen-oplevelser.